Er du uenig?

Man kan godt gå ind for fri abort. Men at sygeliggøre graviditeten er ikke en overbevisende strategi!

Kvindekroppen kæmper ikke imod graviditet, den prøver tværtimod alt, hvad den kan, at blive gravid.

Hver eneste måned i mindst tredive år frigiver den en moden ægcelle, der er indrettet med nogle særligt sædcelle-bindende receptorer. Den forsøger helt specifikt at fange en sædcelle, så der kan dannes et embryo.

I det øjeblik sædcellen trænger ind i ægget, udskiller ægcellen et stof, der sørger for, at andre sædceller bliver afvist. Hvis flere sædceller trænger ind i ægget samtidig, vil det nemlig betyde, at embryoet vil gå til grunde. Kvindekroppen er designet til at forhindre embryoet i at dø!

Kvindekroppen forbereder sig hver måned i over tredive år på at skabe, tage imod og beskytte et embryo. Slimproppen i livmoderhalsen bliver tyndere i dagene omkring ægløsningen, så sædceller lettere kan trænge igennem og nå frem til at befrugte ægcellen, og slimhinden i livmodervæggen bliver tykkere i slutningen af hver cyklus, så den kan tage imod et embryo.

Kvindekroppen kæmper ikke imod graviditet, den forbereder sig bogstavelig talt hver eneste måned på at blive gravid. Og hvis en graviditet opstår, så gør den alt, hvad den kan, for at embryoet skal overleve.

Man kan stadig godt gå ind for abort, men man må i det mindste være klar til at indrømme, at det er en menneskelig organisme, man slår ihjel i en abort.

Fosteret er ikke en parasit, og kvindekroppen bekæmper ikke fosteret. Tværtimod.

At sygeliggøre graviditet er det kvindefjendske standpunkt.

Abort er en rettighedskonflikt. Det er grundlæggende en konflikt mellem et fosters ret til at leve og en kvindes ret til at bestemme over sin egen krop.

Alle kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop! Retten til at bestemme over sin krop er en enormt vigtig rettighed for alle mennesker. Men den giver ikke ret til at tage et andet menneskes liv.

Det er en problematik, som er meget konkret for f.eks. sammenvoksede tvillinger.

Modstand mod abort handler ikke om at ville tvinge kvinder til noget som helst. Det handler om, at det at slå nogen ihjel ikke skal være en legitim og lovlig valgmulighed.

Alle mennesker har 100% ret til selv at bestemme, hvad de vil med deres eget liv, men det inkluderer ikke retten til at vælge, at et andet menneske skal dø.

Især ikke et menneske, man selv har bragt i denne situation.

At fjerne en person fra et sted, hvor han kan trække vejret, og anbringe ham et sted, hvor han ikke kan – det er at slå ihjel.

Hvis du smider nogen ud af din båd på åbent hav, kan du godt sige, at du bare flyttede ham ud af din båd, og at det, der slog ham ihjel, var ren biologi. Men det er jo ikke, hvad der faktisk sker. Du slår ham ihjel.

Det er altid biologi, når nogen bliver slået ihjel. Hvis et bandemedlem skyder en rival, så han forbløder, så er det blodtab, han dør af. Men hvis du har gjort noget, der medfører, at ‘biologien’ tager livet af en anden, så er det stadig dig, der slår ihjel.

At ‘fjerne’ fosteret fra livmoderen før det kan overleve udenfor, slår ihjel. Det er stadig et drab.

En anden ting er, at en abort ikke bare ‘fjerner’ fosteret fra kvindens krop. Lægen, der udfører aborten, sørger for, at fosteret dør, mens det stadig er i livmoderen.

En medicinsk abort kvæler fosteret, en kirurgisk abort suger foster og moderkage i småstykker. Alt sammen mens fosteret er inde i kvindens krop.

Ved begge metoder sker der et aktivt og direkte drab på fosteret inde i kvindens krop.

Sex skal altid være frivilligt, og det er også helt legitimt at have sex uden at ønske at blive forældre. Men når man har givet sit samtykke til en handling, har man også givet sit samtykke til de mulige konsekvenser af denne handling. Man kan godt spille bold i sin have uden at have til hensigt at knalde en rude i naboens drivhus. Men hvis det sker ‘ved et uheld’, kan man ikke slippe for at skulle betale en ny rude ved at sige, at det ikke var derfor, man spillede bold.

Hvis et lille menneske bliver til efter sex, så har man kun to handlemuligheder: Enten hjælper man det lille sårbare menneske ved at lade det blive, hvor det er i ens krop, eller også slår man det ihjel. Der er ikke nogen mulighed for at “tilbagekalde sit samtykke, fordi hensigten med sex ikke var at få et barn” og “lade være med at hjælpe”.

Det vil svare til, at man tager en nyfødt baby med i en pool. Den nyfødte har brug for ens krop til at flyde. I denne situation kan man ikke pludselig “tilbagekalde sit samtykke”, skubbe babyen væk og lade den drukne. Det vil man ikke kalde ‘ikke at hjælpe’. Det vil man kalde ‘at slå ihjel’.

Selvfølgelig har en kvinde ret over sin egen krop. Det er en vigtig rettighed. Ingen kan tvinges til at donere et organ til en anden.

Men om man vil være donor eller ej er også noget helt andet end det, man står overfor i en graviditet.

Hvis nogen dør af nyresvigt, fordi man ikke fandt en frivillig donor i tide, så dør de af en sygdom, som nogen måske har “nægtet” at redde dem fra.

Men en sådan mulighed for ”ikke at hjælpe” har man ikke i en graviditet. I en graviditet kan man enten hjælpe det sårbare og afhængige barn eller direkte slå det ihjel.

Hvis du i et tænkt eksempel kun havde to muligheder, enten at donere blod til en person eller at slå vedkommende ihjel, så vil de fleste af os vel mene, at du var forpligtet til at hjælpe. Ikke fordi man altid er forpligtet til at hjælpe, men fordi man ikke må slå et andet menneske ihjel.

Jo! Du har ret over din egen krop. Du er ikke forpligtet til at hjælpe andre ved f.eks. at give dem din nyre eller donere dit blod. Men din ret til din egen krop inkluderer ikke en ret til at slå nogen ihjel.
Og jo, man skal også have ret til at fraskrive sig moderskabet. Hvis en mor ikke magter eller ønsker at tage sig af sit barn af en eller anden grund, så skal der være trygge og gode muligheder for, at hun kan bortadoptere sit barn, hvis det er det, hun vil. Man ville ønske, at der ikke var nogen, der følte sig nødsaget til det, men muligheden skal være der!
Det, vi argumenterer for, at hun IKKE kan, er at slå barnet ihjel.

Hvis man nu forestiller sig et scenarie, hvor en kvinde med et toårigt barn ikke længere ønsker at være mor og tage ansvar for barnet. Hun ringer til statsforvaltningen, og de siger: Vi ville gerne tage os af dit barn og finde en god adoptionsfamile. Men desværre: 3. verdenskrig er netop brudt ud. Du må lige holde ud i 9 måneder, så skal vi nok tage os af dit barn.
Det virker indlysende, at denne kvinde stadig ikke har ret til at slå barnet ihjel, selvom hun er nødt til at vente 9 måneder på at slippe ud af forældreskabet.

Vi argumenterer ikke for, at man skal være tvunget til at være mor. Vi argumenterer for, at det ene menneske ikke kan slå det andet menneske ihjel.

Hvis vi havde haft en avanceret teknologi til rådighed, så fosteret kunne flyttes over i en kunstig livmoder, så den gravide kvinde ikke længere behøvede at være gravid, så havde det jo været fantastisk. Men denne teknologi har vi ikke (endnu).

Helt grundlæggende kan man ikke slå et andet menneske ihjel. Derfor mener vi, at man som minimum er nødt til at give barnet næring og beskyttelse, indtil andre kan sørge for det.

Hvis en gravid kvindes liv er i fare, og vi ikke kan redde både hende og fosteret, da skal det være tilladt at gribe ind og redde kvindens liv, også selvom dette koster fosteret livet.

En graviditet er en helt unik situation. Den binder to ligeværdige mennesker sammen, men i en form for hierarki. Fosteret er helt afhængigt af kvindens krop for at kunne leve, men kvinden kan godt leve uden fosteret. Det har betydning for, hvordan vi handler i de tragiske situationer, hvor vi ikke har mulighed for at redde dem begge.

I Retten til Liv betragter vi kvinden og fosteret som ligeværdige. Deres liv er lige værdifulde og begges liv skal beskyttes. Ingen må slå dem ihjel.
Alligevel må vi fastholde, at kvindens ansvar for at passe på fosteret i maven begrænses, når graviditeten truer hendes eget liv. Dette kunne man kalde kvindens ret til selvforsvar.

Hvor meget en kvindes liv skal være i fare, for at der er tale om selvforsvar er mere en lægefaglig vurdering end en etisk.

Derfor, hvis kvindens liv er i fare, og vi ikke kan redde både kvinden og fosteret, da skal det være tilladt at gribe ind og redde kvindens liv, også selvom dette koster fosteret livet.

Det korte svar er, at langt de fleste af os ville redde pigen. Men det betyder ikke, at et femårigt barn er et mere værdifuldt menneske end de 100 frosne embryoer.

Den helt indlysende grund til at redde pigen er, at hun ville lide en pinefuld og rædselsvækkende død, hvis hun blev efterladt i flammerne. Det er ikke, fordi evnen til at føle smerte gør et femårigt barn til et mere værdifuldt menneske end hver enkelt af de 100 embryoer, der ikke kan føle smerte endnu. Men det har en helt indlysende betydning for, hvordan man prioriterer, når man ikke har mulighed for at redde dem alle.

Det kan en anden vinkel på historien beskrive: Forestil dig et hospital, der står i flammer. Brandvæsnet er tilkaldt, og nu står en brandmand på intensiv afdeling i den situation, at han skal vælge. Han har mulighed for enten at redde en rædselsslagen sygeplejerske, der er fanget i et baglokale, eller en liggende patient i koma. Hvis brandmanden vælger at redde sygeplejersken, er det jo ikke, fordi han mener, at raske mennesker er mere værdifulde end syge. Brandmanden kan ikke redde dem begge og må vælge ud fra nogle andre parametre – f.eks. at sygeplejersken til forskel fra den bevidstløse, vil lide en pinefuld død. Det kunne også være, at hans skøn gik på, hvem han har størst chance for at redde levende ud af dette mareridt.

At vælge ‘ikke at redde’ de 100 nedfrosne embryoer er derfor ikke et argument for, at de er mindre værdifulde mennesker, og at man har ret til at slå dem ihjel.

Der er mange, der ikke forstår, hvordan man kan ønske at forbyde abort. De opfatter det som manglende respekt for andre menneskers valgfrihed og et upassende forsøg på at stoppe ens egen personlige moral ned i halsen på alle andre.

Der er en enorm kommunikationsbarriere, når man prøver at forklare, hvad der er på spil for en; at man faktisk mener det, når man siger, at man betragter fosteret som et fuldgyldigt, værdifuldt menneske – ikke i en eller anden diffus, religiøs forstand, men konkret i biologisk og filosofisk forstand.

Men det er i virkeligheden ret basalt.
Vi har allerede en lovgivning, der begrænser vores frihed. Mine rettigheder standser der, hvor de krænker en andens rettigheder. Ingen kunne drømme om at sige: “Hvis du er imod børnemishandling, så lad være at slå dit barn, men hvad jeg vælger, kommer ikke dig ved.” Jo! Det kommer os alle ved, hvis nogen vælger at tæve sit toårige barn. Derfor er det forbudt ved lov – heldigvis!

Og når nu man har den holdning, at et 8 uger gammelt foster har samme menneskeværd og basale rettigheder som en toårig (hvor skørt det så end måtte lyde for andre), så må den logiske konsekvens være, at man arbejder for et samfund, der beskytter dette fosters rettigheder ved at begrænse “din og min frihed” til at få en abort.

Modstand imod abort handler ikke om personlig præference, men om rigtigt og forkert. Du må gerne være uenig, men hvis ikke vi forsøger at forstå hinandens ståsted og ræsonnement uafhængigt af vores eget, kommer vi aldrig tættere på en konstruktiv dialog.

Man bliver helt kold inden i ved at tænke på en sådan situation. Men vi ved, at det sker.

Det, man under alle omstændigheder kan være enige om, er, at en sådan ung pige har brug for massiv hjælp og akut støtte. Hun er blevet svigtet på så mange planer.  Ingen kvinde skal udsættes for voldtægt. Når det utænkelige alligevel sker, så er der brug for, at vi som samfund stiller med alt, hvad vi overhovedet kan for at hjælpe hende. Hun skal trygt kunne anmelde overgrebet, blive troet på og taget hånd om. Det trænger til et langt større fokus. Der er brug for effektiv retsforfølgelse af gerningsmanden, forebyggende tiltag i samfundet, træning af betjente osv.
I den situation, hvor den unge kvinde bliver gravid, er overgrebet tilført endnu en barsk dimension. Nu skal hun ikke bare forholde sig til selve overgrebet, men også til et nyt liv, der vokser i maven. Hun står nu med tre svære valgmuligheder:

Vælger hun at beholde barnet, skal hun forholde sig til et barn, hvis far er en voldsmand, hun kun ønsker at glemme.

Vælger hun abort, tvinges hun til at afslutte et liv, som hun selv er mor til og måske allerede har en tilknytning til.

Vælger hun bortadoption, skal hun gennemgå graviditet, fødsel og adskillelse.
Det er tre svære valgmuligheder, som voldsmanden har tvunget hende ud i. Der findes ikke nogen nem løsning, der kan omgøre det, der er sket.

Mange tænker, at det er helt indlysende og retfærdigt, at en kvinde i denne situation skal have adgang til abort. Denne holdning udspringer af dyb sympati, og denne sympati kan man kun dele.

Men der er også noget andet på spil. Det kan et eksempel måske vise. Hvad nu, hvis denne unge pige først opdager graviditeten i ottende måned (det sker)? Pigens situation er den samme, hun er blevet mor imod sin vilje, og hun står i de samme svære overvejelser omkring det barn, der er på vej. Men ville en abort være en omsorgsfuld og retfærdig løsning i denne situation? Kan man slå et otte måneder gammelt foster ihjel, fordi det er blevet til ved en voldtægt? Nej. Vi ville i stedet begynde at lede efter andre måder at hjælpe denne kvinde på, så hun kan komme så godt som overhovedet muligt videre fra det traumatiske overgreb, hun har været udsat for. Vi kan ikke slå den lille ihjel, fordi det er et lille menneske! At et menneske er blevet til ved en voldtægt, giver os ikke ret til at slå dette menneske ihjel.

Voldtægt er en modbydelig, krænkende og voldelig handling overfor en uskyldig person, kvinden. Men denne dybt problematiske situation skal vi ikke forsøge at rette op på ved at udføre en ny voldelig handling over for en anden uskyldig person, nemlig den ufødte.

En meget reel frustration! Der er så mange børn i det danske samfund, der mangler omsorg og støtte. Det er et stort fælles ansvar, og der er nok at tage fat på. Faktisk afslører dette mere end noget andet, at ‘fri abort’ ikke har fungeret som denne ‘ønskebarns-garanti’, som den blev lanceret som.

Men der er noget andet på spil her. I et retssamfund løser man ikke sociale problemer ved at ‘fjerne’ de mennesker, der skaber problemerne. Det er sådan noget, man hører om fra diktaturstater – men ikke noget et civiliseret samfund kan acceptere.

I Retten til Liv har vi det helt grundlæggende standpunkt, at man er et værdifuldt menneske helt fra starten, og at det ufødte menneske derfor har krav på den samme respekt og beskyttelse, som det fødte barn.

Den vigtige opgave at forbedre livskvaliteten for en gruppe udsatte medmennesker kan aldrig erstatte kampen imod overgreb begået imod en anden gruppe udsatte medmennesker.

For os er målet ikke, at vi bliver flere i denne verden, men at alle de mennesker, der allerede er her, bliver beskyttet imod vold!

Der er mange organisationer imod abort, der er kristne, men der er også rigtig mange, der ikke er.

Det langt de fleste abortmodstandere på tværs af religiøse og kulturelle forskelligheder deler, er det værdigrundlag, at alle mennesker er lige og har samme krav på beskyttelse, at mine rettigheder begrænses, når de krænker et andet menneskes rettigheder, og at jeg har forpligtelser, som rækker ud over mig selv.

Argumenterne for, at et foster er et ligeværdigt medlem af den menneskelige familie og har samme ret til at blive beskyttet imod vold, som alle andre, er ikke religiøse, men rationelle.

Hvad er dit værdigrundlag?